kvinder_og_piger_i_videnskab
kvinder_og_piger_i_videnskab

Fejring af den internationale dag for kvinder og piger i videnskab

For at markere denne begivenhed har vi intereviewet Hanne Jakobsen, Julie Saelland og Lisa Merklinger om betydningen af denne mærkedag og deres arbejde i Amgen.


Hanne Jakobsen arbejder som Lab technician hos Amgen Research Copenhagen. Hun lægger vægt på, at mærkedagen er en vigtig påmindelse om, at vi skal sikre kvinders repræsentation inden for videnskab, ellers vil vi miste nye kvindelige talenter: "Jeg mener, det er afgørende, at vi får alle de bedste kræfter ind i videnskaben, uanset køn og baggrund. Vi er i 2023, og der er mange talentfulde kvinder, der arbejder inden for videnskab, men stadig tror mange piger ikke nok på deres evner til at følge deres interesse for dette felt, men vælger mere traditionelle valg".

Julie Saelland arbejder som Systems engineer hos Drug Delivery Development Denmark, og hun understreger, hvordan mangfoldighed bidrager til innovative løsninger: "Professionalisme og systematisk idéudvikling kan føre os langt, men hvis vi tilføjer menneskelig mangfoldighed og dermed styrker evnen til at se og opleve problemer på forskellige måder, tror jeg, vi når et nyt niveau af innovative løsninger".

Lisa Merklinger er Research scientist hos Amgen Research Copenhagen, og hun beskriver, hvor attraktivt et job inden for life science er: "Det er et meget alsidigt job. Jeg arbejder på forskellige projekter inden for forskellige forskningsområder som onkologi eller inflammation, og hvert projekt har sine egne krav og udfordringer. Det er et innovativt miljø, der er meget inspirerende og fremmer min egen kreativitet". Lisa opfordrer andre kvinder og piger, der overvejer en karriere i life science industrien til at ”kaste sig ud i det og vær modig nok til at prøve”.