Kardiologi

Hjertekarsygdomme er en betegnelse for sygdomme i hjerte og kar, der typisk skyldes åreforkalkning. Åreforkalkning er en proces, hvor der kommer aflejringer i blodårerne, hvilket gør at mindre blod kan strømme igennem og ud til det berørte organ. Åreforkalkning kan udvikles forskellige steder i kroppen, og kan i værste tilfælde medføre risiko for at udvikle en blodprop i for eksempel hjerte eller hjerne.

Omkring en halv million danskere lever med en hjertekarsygdom. Med alderen får de fleste åreforkalkninger. Op mod halvdelen af danskere, der er over 50 år, rammes af en hjertekarsygdom. Oftest opstår tilstanden lidt senere hos kvinder end hos mænd.

De forskellige symptomer på hjertekarsygdomme spænder vidt og bredt og afhænger af, hvor forsnævringen af blodkarret er. Hvis hjertet er berørt, kan symptomerne omfatte åndenød og brystsmerter. Hvis hjernen er berørt, kan symptomerne omfatte talebesvær, lammelser og synsproblemer. Symptomerne skyldes iltmangel pga. manglende blodforsyning. Forskellige faktorer kan øge risikoen for åreforkalkning og dermed hjertekarsygdom, herunder rygning, arvelighed, for højt kolesterol, for højt blodtryk, diabetes, for lidt motion, overvægt og høj alder. Nogle af risikofaktorerne kan man ikke gøre noget ved (arvelighed og alder), imens andre kan modificeres via livsstil eller medicin.

Forhøjet kolesterol

Kolesterol er en af de risikofaktorer, som kan modificeres. Kolesterol er et fedtstof, der primært dannes i vores lever. Ydermere kan det komme fra vores kost. Forhøjet kolesterol skyldes, at der er højere indhold af kolesterol i blodet end hensigtsmæssigt. Oftest skyldes det en kombination af arvelige faktorer, en uhensigtsmæssig livsstil og anden underliggende sygdom. Hvis forhøjet kolesterol mistænkes, foretages der en blodprøve. I blodprøven vil man undersøge niveauet af totalkolesterol, som består af LDL kolesterol, HDL-kolesterol og restpartikelkolesterol. Man kan også vælge specifikt at undersøge LDL kolesterolværdien, som hos de fleste er den, der kan føre til åreforkalkning og hjertekarsygdom. Hvis ens værdier ligger højere end de anbefalede værdier har man forhøjet kolesterol. Kolesteroltallet kan sænkes via kost og motion, men nogle gange skal livsstilændringer suppleres medmedicin. Nogle typer af kolesterolsænkende medicin stiler mod at bremse syntesen af kolesterol i leveren, eller forhindrer at det genoptages i tarmen. Andre typer af medicin virker på molekyler i blodet. De medfører, at mere kolesterol nedbrydes i leveren. Hvilken typebehandling man får, vil afhænge af ens overordnede risiko for hjertekarsygdom samt ens kolesterolniveau.

Du kan læse mere om forhøjet kolesterol på vores patienthjemmeside: www.mitkolesterol.dk